Jeg har igennem lang tid ønsket mig en brystforstørrelse, så jeg var selvfølgelig ovenud lykkelig, da jeg endelig havde fået sparet sammen til at kunne betale for det. Min glæde varede dog ikke længe, for min kæreste ødelagde det for mig, da han afslørede, at han ikke går ind for plastikkirurgi!
Selvfølgelig er jeg glad for, at han ikke er typen, der synes, at alle piger skal have enorme bryster, men jeg er nu alligevel lidt ærgerlig over det, for det er jo noget, som jeg godt har kunnet tænke mig i lang tid.
Han forklarede det med, at han ikke synes, at man skal lade sig operere af ren forfængelighed, og det kan jeg også sagtens sætte mig ind i. Mine forældre har samme holdning til plastikkirurgi som min kæreste, men jeg er bare sikker på, at jeg ville blive glad for at få lidt større bryster.
Plastikkirurgi er dog en temmelig dyr affære, så hvis jeg dropper idéen, har jeg pludselig en masse penge, som jeg kan bruge på shopping eller måske en lækker ferie med kæresten, og det frister selvfølgelig. Lige pt. er det nok også det, som jeg hælder mest til, men jeg er langt fra sikker.
Hvad synes I om plastikkirurgi?