Nogle gange føler jeg lidt, at jeg er forbandet i forhold til sygdomme. Jeg tror næsten ikke der er den skavank eller gængse sygdom, som jeg ikke har været ramt af. Vi taler ikke om livstruende sygdomme, bare mange småting, som tilsammen hober sig op. Det har været meget belastende, for det forhindrer mig jo i at passe mit arbejde og de ting i hjemmet, som nu engang kræver min opmærksomhed. Senest fik jeg pludselig hævede ben, hvilket jeg blev lidt chokeret over, for jeg vidste ikke lige, hvad der egentlig skete.
Jeg opdagede, at jeg havde lidt hævede ben, fordi jeg blev generet af, at mine ben føltes tunge og langsomme. Det var som om, at jeg slæbte dem efter mig, og at hvert skridt var en kamp. Da jeg så så nærmere på dem var det ikke svært at se, at de altså var hævet en del op. Min første reaktion var, at jeg ringede til min læge, for jeg frygtede, at jeg måske havde fået en blodprop eller et eller andet. Han opfordrede mig dog til at forholde mig roligt og forklare mine omstændigheder.
Jeg fandt blandt andet hurtigt ud af, at hævede ben faktisk er mere almindeligt end som så, og at det kan skyldes mange forskellige, men uskadelige, omstændigheder.
For mit vedkommende viste det sig, at der var ikke noget galt med mig, udover at begge mine ben var hævet op. Min læge konkluderede nemlig, at det var i forbindelse med min menstruation, at jeg havde fået hævede ben. Det er åbenbart noget, som man ofte ser blandt kvinder, hvilket gjorde mig mere rolig. Jeg læste lidt om tilstanden på nettet og fandt ud af, at det i nogle tilfælde kan skyldes hjertesvigt eller nyresvigt, så det var jeg jo bare glad for ikke gjaldt mig!
Efterfølgende har jeg fundet ud af, at hævede ben også kan ramme i andre tilfælde, hvor kroppen befinder sig i en ustabil eller svækket tilstand. Enkelte af mine bekendte har faktisk oplevet det i forbindelse med særligt stressede perioder i deres liv. Det fortæller mig lidt om, at jeg også kan undgå det i fremtiden, hvis jeg lytter mere til min krop og tager den med ro når der helt åbenlyst er behov for det.
Jeg håber min lille historie har givet dig et mere nuanceret syn på hævede ben, ligesom det har gjort for mig.