Ukritiske læsere
Nu er der igen kommet et indlæg om bloggere og gratis reklame på dSeneste. Denne gang en rigtig god artikel, skrevet af en journaliststuderende fra min egen græsgang på Journalisthøjskolen. Jeg synes stadig, at det er en god debat, men det virker ikke, som at hverken bloggerne eller læserne tager problematikken særligt tungt. Og nu synes jeg, at der er blevet peget meget fingre af bloggere – og lad os lige huske, at de fleste af de store blogs efterhånden har fået nogle meget gode retningslinier omkring gratis gaver, events, og den slags. Så nu synes jeg, der skal peges lidt fingre ad læserne.
På det seneste er jeg faldet over en del indlæg, hvor jeg fornemmer, at det bloggeren skriver om, er noget de har fået gratis, men det står bare ingen steder. Nu ønsker jeg ikke, at det skal ende ud i en debat om, hvem det er, det er fløjtende lige meget. Forleden læste jeg et indlæg, som i den grad lignede reklame mod en gratis gave, uden at oplyse klart og tydeligt om varen var gratis. Nu siger jeg dog ikke, at det er sådan det var, for jeg ved det ikke, da bloggeren ikke skrev det – der stod hverken om den var købt eller gratis, og jeg synes, at tvivlen er det værste. Når jeg ser sådanne indlæg, tjekker jeg altid kommentarerne for at se, hvad der bliver skrevet, og det er som regel forskellige versioner af følgende tre muligheder:
- Nøj, hvor er den fed.
- Åh hvor er jeg misundelig.
- Lækker, hvad kostede den?
Der er ingen, der spørger bloggeren, om det er noget, de har fået gratis, eller om der er tale om skjult reklame. Det er fint nok, hvis bloggeren alligevel havde skrevet om mærket/varen/whatever, men jeg vil gerne vide det, så jeg selv kan tage stilling. Det vil forbrugerrådet og alverdens regler og retningslinier vist også.
Jeg mærker i hvert fald min at min egen tillid til forskellige blogs ligeså stille ebber ud. Men hvad værre er, er at ingen af læserne synes at sige noget, eller i det hele taget tænke over det, det er bare ih, uh og ah over hele linien.
Nu skal jeg selvfølgelig kigge på bjælken i mit eget øje, før jeg kritiserer splinten i en andens. Jeg skriver jo heller ikke noget. Jeg prøver at være ret sagligt og konstruktiv, når jeg skriver kommentarer på andre blogge. Jeg er vant til at færdes i et miljø, hvor man får benhård og meget fair og konstruktiv kritik, men efter mit indtog i blogverdenen lærte jeg lynhurtigt, at man skal passe lidt på med hvad man siger. Blogge er sommetider blevet beskrevet som folks dagligstue, og der må man åbenbart ikke være kritisk. Og det synes jeg er lidt ærgerligt. Det er ikke nogen dagligstue, det er en offentligt tilgængelig hjemmeside.
De danske blogs er stadig i en rivende udvikling, og hvis vi skal blive bedre, skal vi også som læsere være mere vågne og måske lidt mere kritiske.


januar 7th, 2010 at 20:16
Interessant indlæg! Jeg har også læst artiklen på dSeneste og fandt den spændende, fordi der var så mange vinkler i den. Jeg er meget enig med dig. Det virker på mig som om de fleste bloggere er ærlige om gaver og markedsføring, men jeg bliver alligevel i tvivl engang imellem, fordi det kan virke som om nogle bloggere skriver mellem linjerne, at det er noget de har fået, men ikke skriver det direkte. Det er ærgerligt, at det skal være sådan.
/Maria
januar 7th, 2010 at 21:11
Som Maria er jeg helt enig, og jeg syntes hverken læsere eller bloggere tager problematikken alvorligt. Læserne syntes at acceptere, at en blogs succes er lig med den mængde gaver den modtager, og bloggeren syntes at mene, at så længe de liige hurtigt nævner, at de har modtaget objektet som gave, er der ingen ko på isen. Hvorfor er der ingen bloggere der forholder dig kritisk til de gaver de modtager? De kan da næppe alle være af lige god kvalitet. Hvorfor benytter ingen muligheden til at anmelde produktet?
Susie
http://www.stylemeupplease.blogspot.com
januar 7th, 2010 at 21:23
Uhh, god vinkel!
Linker lige til dit indlæg på min blog..
Du har ret i at der er blevet peget meget fingre af bloggerne – Jeg føler mig personligt meget ramt, når der bliver talt om uærlige modebloggere. Sådan føler jeg ikke selv at jeg og de fleste andre modebloggere er. Men som du skriver – læserne har altså også selv har et ansvar. Jeg kan godt forstå hvad du mener, omkring at gå på listefødder.. Jeg er selv meget imod det og udtaler mig ofte kritisk omkring modeblogging/reklame osv. Det er bestemt ikke velset.
Susie – Personligt, får jeg virkelig mange tilbud om produkter, events og samarbejder hver dag og der er jeg i al fald enormt kritisk med sorteringen. Så jeg synes at det er lige groft nok at anklage bloggerne for ikke at være kritiske. Jeg er meget kritisk, men du får det næsten aldrig af vide. Min indbakke ligner en krig hver evig eneste dag.
Anmeldelser er jo netop det, mange bloggere laver når de modtager produkter. Jeg tror du mener kritiske anmeldelser.. Men hvorfor? Jeg gider da ikke læse om at du har modtaget en dårlig shampoo og læse stolpe og ned om hvor fedtet og irriterende dit hår blev af den.. Who cares? Jeg vil hellere vide hvilken shampoo der virker for dig og hvad den koster og hvor man kan købe den.
Kia.
januar 7th, 2010 at 21:27
Jeg er enig med jer alle tre, og kan på den anden side ikke forstå hvorfor der egentlig er et problem, altså skjult reklame. Hvor svært kan det være at skrive man har modtaget x fra dem eller dem og man synes det og det. Eller skrive at man hr fået en gave, goodiebag eller lign fra en designer eller efter et show/event.
Jeg modtager, i form af mit job/uddannelse inden for makeup og styling produkter osv der bliver testet på jobbet og der skriver jeg om på bloggen, men jeg skriver både det gode og det mindre gode. Naturligvis er jeg ikke interesseret i at min blog skal være fuld af negative indlæg om produkter. MEN det bliver nævnt, og hvis jeg prøvet et produkt jeg synes er uundværligt nævner jeg selvfølgelig også det, det er jo netop inspirationen og tips man gerne skulle have her i blogland:)
-Noget helt andet er at jeg har modtaget mails og kommentare om hvordan man kommer til at modtage gave/produkter me begrundelse for at det er derfor vedkomne blogger, og netop det synes jeg er et stort problem!
/karin
fashionistaen.blogspot.com
Der er goder i alle brancher/arbejdspladser
januar 7th, 2010 at 21:48
Huha, jeg synes virkelig det lyder uhyggeligt, at nogle vil blogge for at få gratis produkter, ret sørgeligt faktisk.
Personligt blogger jeg kun for sjov, og for at få lidt erfaring med blogverdenen og online-medier. Den bedste gevinst ved at blogge, synes jeg, er en god kommentar fra en læser.
Men jeg er måske i den ældre ende af blogger-inderne, og på trods af SU og alt det der, så er jeg et sted i mit økonomiske liv, hvor jeg har råd til de ting, som jeg har brug for, og kan se en glæde i selv at købe de ting, jeg gerne vil have.
Jeg har ikke noget imod at nogle får gaver. Jeg vil bare gerne vide om det er derfor de anbefaler en bestemt forretning. Og det er ikke svært lige at skrive at tingen var gratis.
Men nu var det jo læserne indlægget handlede om. Og som Kia skriver så føler jeg lige præcis selv, at man skal gå lidt på listetæer en gang imellem, fordi alt skal holdes så hyggeligt og positivt som overhovedet muligt. Jeg synes bare at med lidt kritisk sans, så kunne det blive endnu mere positivt. 2+2 kan sommetider godt give 5.
Man må vel starte med sig selv, men jeg kunne godt tænke mig at vide:
Ville i skrive noget på en blog, hvis i havde noget kritisk at sige? Og her mener jeg ikke et surt opstød eller personlige modbydeligheder, men måske bare at indlægget måske strider mod en lovgivning, eller slet og ret bare er lidt dårligt?
januar 7th, 2010 at 22:32
Jeg ville ikke. Jeg føler ikke at det er mit bord. Men hvis en blogger blev ved og ved med at lave skjult reklame, ville jeg nok skrive dem en mail.
Kia.
januar 7th, 2010 at 22:33
Hvis jeg følte mig sikker på, at bloggeren lavede skjult reklame for et produkt ville jeg nok starte med at sende personen en mail og spørge til det, og foreslå indlægget blev ændret hvis det omtalte produkt var en gave. Jeg ville ikke kunne lide “at hænge bloggeren ud” hvis personen stadig ikke er helt klar over lovgivningen.
Jeg ved ikke om jeg læser de “forkerte” blogs, men jeg er endnu ikke stødt på skjult reklame, i de indlæg jeg har læst har bloggerne nævnt, at det er en gave. Men er godt klar over det findes ellers eksisterede denne debat selvfølgelig ikke.
Mht. det Karin nævner, så kan jeg heller ikke lade være med at tænke på om der imellem mange at de nye modeblogs der dukker op, ikke er piger der kun gør det i håb om at modtage gratis ting og sager med tiden.
januar 7th, 2010 at 22:34
Jeg er meget enig med dig, særligt i din holdning til, at læserne også har et ansvar for at forholde sig kritisk og spørge ind til, om en genstand nu også er en gave fra et pr-firma eller lign. Tit sidder man med fornemmelsen af, at genstanden for et indlæg netop er en gave, uden at det bliver nævnt med et ord af bloggeren. Som du vil jeg gerne vide det, så jeg selv kan tage stilling. Ellers mister man tilliden til de pågældende blogs. Det er lidt ærgerligt, hvis “hyggen” skal blokere for, at man spiller med åbne kort mht gaver. Og så må læserne selv på banen og efterspørge det i kommentarer til de enkelte indlæg frem for de “næh, uh, ih” indlæg, der oftest ses. Man kan sagtens have en konstruktiv kritisk tilgang som læser, uden at det behøver at blive til sure opstød og kværulanterier.
januar 7th, 2010 at 23:15
Mht dit spørgsmål om man som læser ville spørge til gaver i kommentarfeltet, så har jeg faktisk set det gjort indtil flere gange, men bloggeren svarede sjovt nok aldrig på lige netop de spørgsmål. Men det kan jo være fordi man overså spørgsmålene i skyndingen
januar 8th, 2010 at 08:20
Jeg spørger ikke om det i et kommentarfelt. Det synes jeg lidt ville være at pege fingre. Så vil jeg nok hellere skrive en mail, som flere også er inde på. Det er altså lidt mere ordentligt, synes jeg. Men jeg har ikke gjort det endnu, nej.
/Maria
januar 8th, 2010 at 11:11
Ja, du har ret i, at der er mange ukritiske læsere, måske skyldes det også alderen på del af dem?
Jeg har ikke skrevet de gange, jeg har været i tvivl, men jeg har sendt en mail, hvor jeg har været sikker. Jeg tror meget hurtigt, man kommer til at føle sig som en politibetjent, hvis man skal skrive de gange, man er i tvivl. Og jeg ved også, at jeg er lidt for kritisk, og stille ? meget hurtigt og ser ting, der ikke er der.
Jeg kan dog også se, at det kunne være positivt, hvis der ikke sad så mange og var i tvivl. Det kan jo være bloggeren har formuleret sig lidt forkert men selv har betalt. Fx det med at man har fået en pakke med posten…
– Vibeke
januar 8th, 2010 at 11:50
Jeg synes i hvert fald at tvivlen er blevet noget større på det seneste, og det er ærgerligt.
Men ja, det er nok rigtigt at det ikke ville være fedt at “hænge nogen ud” i en kommentar. Det ville jeg heller ikke selv bryde mig om. Det kunne jo også være en forseelse eller noget, nogen slet ikke var klar over.
januar 8th, 2010 at 13:58
Jeg har med virkelig interesse læst alle jeres ovenstående kommentarer om skjult reklame eller ej. Om det er fair at lave reklame for et stykke tøj eller andet, du har fået. Hvor går grænsen for om det er ‘prostitution’ eller om det er virkelig begejstring. Eller handler det her i jantelovsdanmark alene om der er mistanke om, at bloggeren er ‘købt’ af leverandøren. Er det kun akcepteret at reklamere for noget, du ikke selv har opdaget eller selv har købt? Er I lidt inde på, at vi kan tale om professionelle salgs-bloggere, som derved er utroværdige i budskabet? Jeg er selv i den grad modstander af korruption – hader det. Mener selv at folk ‘der kan købes’ er uvederhæftige- ikke til at stole på, hvis nogen kan købe din mening. Jeg blogger lidt her og der som aldeles ny-udsprungen blogger -på dSeneste og jeg prøver til det yderste at lære, hvordan jeg kan dele viden og erfaring indenfor min branche med så mange folk som muligt. På en ordentlig og sober måde, og til gavn for brugeren. Og jeg må ikke udøve reklame. Mon I bloggere indenfor modens verden kan give mig nogle hint. Pletter og lækkert tøj hører ikke sammen, jeg mener – pletterne skal helst fjernes uden spor. Og her er det så at jeg – den nye pletfjernermama kommer ind. Glæder mig til nogle kommentarer. /Mercy
januar 12th, 2010 at 13:53
I forbindelse med dét “at gå på listesko”, så synes jeg at der er en stor tendens i bloggerverdenen til, at de personer der rent faktisk kommer med nogle kritiske kommentarer, som regel får en ret hård medfart. Eksempelvis har jeg alt for ofte set, at de får at vide at de da bare kan lade være med at læse bloggen, at de skal holde deres kæft, er misundelige osv.osv., og derfor tror jeg at mange vælger at lade være med at komme med nogle kommentarer der bare tenderer til at være en smule kritiske.
Jeg siger ikke at det er den endelige årsag/grund, men jeg kunne forestille mig at det ihvertfald er én af dem.